F.E. Bording A/S, Delårsrapport for 3. kvartal 2012

  • Markedsudviklingen og konjunkturerne har været nervøse og svingende, hvilket i tredje kvartal har påvirket enkelte virksomheder væsentligt. For årets tre første kvartaler andrager periodens resultat 6,1 mio. kr. mod 8,4 mio. kr. sidste år. EBITDA er realiseret med 25,5 mio. kr. mod 23,9 mio. kr. sidste år.
  • Bording fastholder væksten og strategien med udvikling af stadig flere nye løsninger til effektivisering af kundernes kommunikation og processer. Bording koncernen består i dag af specialvirksomheder, for hvem omsætning og resultat er voksende og stadig flere aktiviteter nærmer sig målsætningen på 10 % overskudsgrad.
  • Strategien indebærer investeringer i nye virksomheder og i specialudstyr, men også udgifter over driften til udvikling af specialprodukter og digitale løsninger. Desuden betragtes omkostninger til afvikling af traditionel trykkapacitet som en investering, der skal sikre den fremtidige indtjening.
  • Bording bevæger sig væk fra den traditionelle offsetproduktion, hvor flere koncerner er gået konkurs eller har underskud. Internationale markedsanalyser viser, at markedet bevæger sig væk fra standard offsettryk. Fremtiden ligger i markedet for specialløsninger både digitaltrykte og internetbaserede.
  • Endvidere repræsenterer Bording Datas brancheløsninger nye spændende muligheder indenfor detailsystemer, abonnementsstyring samt on-line og mobility.

Totalt vil koncernens omsætning i 2012 ligge på omkring 500 mio. kr. som forventet, men det samlede overskud vil være påvirket af omkostninger til reduktion af trykkapacitet, faldet i traditionelle produkter og lidt lavere vækst i specialprodukter og -løsninger end forventet. Der forventes således et resultat for året på ca. 10 mio. kr. mod tidligere forventet mellem 15 og 20 mio. kr.