F.E. Bording A/S, delårsrapport for 1. kvartal 2013

  • EBITDA i 1. kvartal 2013 blev 7,5 mio. kr. mod 9,9 mio. kr. sidste år. F.E. Bordings andel af resultatet efter skat blev 2,5 mio. kr. mod 2,3 mio. kr. sidste år. Resultatet efter skat er positivt påvirket af værdiregulering af nytegnede aktier i Klimax A/S.
  • F.E. Bording har erhvervet aktier i Klimax A/S for i alt 5,3 mio. kr., og ejerandelen er pr. 1. marts øget til 26 %. Klimax A/S’ resultat efter skat er således fra denne dato indregnet i regnskabet som associeret virksomhed. Klimax A/S producerer selvklæbende etiketter, som blandt andet sælges gennem Bordings salgsorganisation.
  • Markedsforholdene vurderes som uændrede. Det er lykkedes for Bording at fastholde omsætningen eksklusiv tilkøb endda med en mindre stigning. Den voksende del af omsætning kommer fra specialprodukterne: digitaltryk, personaliserede Direct Mail og integrerede produkter.
  • Pr. 21.maj er ledelsen i F.E. Bording forstærket med en kommerciel koncerndirektør, Thomas Ladefoged. Hans opgave er at udbrede kendskabet til Bordings mange kompetencer og løsninger samt skabe vækst gennem koordinering af salget til store skandinaviske kunder fra flere virksomheder i Bording koncernen. Thomas Ladefoged kommer fra en stilling som administrerende direktør for AdPeople A/S og har tidligere været direktør for Huset Markedsføring og NP3 Communication Group.
  • Der er ansat en ny fælles administrerende direktør for NP-Tryck og Bording Halmstad for at forstærke markedsføringen af specielt retail relateret kommunikation. Der forventes fremover vækst i både omsætning og indtjening fra dette forretningsområde.
  • Omsætningsforventningerne til resten af året er understøttet af en stigende ordreindgang. Især nye ordrer i Bording AB på valgkort til et afrikansk valg samt POS systemer (butikssystemer) i Bording Data vil bidrage til omsætningen i den resterende del af året.

Bording fortsætter således strategien med øget fokus på rådgivning og løsninger, der skaber nye og effektive måder for vore kunder at kommunikere med deres kunder.