F.E. Bording: Delårsrapport for 3. kvartal 2011

Bording koncernen har gennem flere år transformeret sin grafiske virksomhed fra primært produktion til en servicevirksomhed indenfor kommunikation på såvel fysiske som digitale medier. Kunderne efterspørger et stadig bredere udbud af løsninger som enkelt og effektivt løser opgaver indenfor kundekommunikation. Bordings marked er gennem flere år blevet forøget, først til hele Skandinavien og på toppen af det større markedsområde er kommet en bredere produktvifte. I tredje kvartal 2011 er to virksomheder blevet tilkøbt, begge med specialprodukter og nye kompetencer.

  • I tredje kvartal er omsætningen steget til 104,0 mio.kr. en stigning på 10,4 % fra sidste år. Tilsammen er omsætningen i årets tre første kvartaler steget til 312,4 mio.kr. mod 303,2 mio.kr. sidste år. Stigningen skyldes de tilkøbte virksomheder.
  • Driftsresultatet før engangsposter blev for tredje kvartal 6,8 mio.kr. i forhold til -5,1 mio.kr. sidste år. F.E. Bordings andel af resultat efter skat udgjorde 3,8 mio.kr. mod -0,7 mio.kr. sidste år.
  • Akkumuleret for årets tre første kvartaler er driftsresultatet før engangsposter 15,7 mio.kr. mod -5,3 mio.kr. sidste år. F.E. Bordings andel af resultat efter skat udgør 6,7 mio.kr. mod -6,6 mio.kr. sidste år.
  • Pengestrøm fra driften udgjorde i årets tre første kvartaler 25,6 mio.kr. i forhold til 1,5 mio.kr. sidste år.
  • År til dato er der investeret 23,9 mio.kr. i opkøb. Tilkøbte virksomheder indgår i omsætningen i de tre første kvartaler med 20,9 mio.kr.

Forventningerne for 2011 fastholdes korrigeret for opkøb. For 2011 forventer Bording en omsætning på ca. 450 mio.kr. og et resultat for F.E. Bordings andel efter skat på omkring 12 mio.kr.